Tekst: Bob Gisselmann.
Grafik: Henrik Engedal og Microsoft Bing
(Bemærk artiklen er første gang trykt i DBU Jyllands magasin – Vinter 2023 udgaven)
Vi har stillet den grafiske designer Henrik Engedal og Microsoft Bings Al-chat samme opgave: Lav et logo til en nystartet fodboldklub.
AI (artificial intelligence – kunstig intelligens) kommer buldrende på samtlige tænkelige arbejdsområder, således også det grafiske. Vi kunne derfor godt tænke os at se, om der er noget hjælp at hente for klubber, som enten er nystartede eller som overvejer at ændre i sit klublogo.
Fakta
Vi har fodret både den professionelle grafiker og Al-chatten med samme opIysninger. Her er ordlyden:
- Vi skal bruge et klublogo, der kan indramme, hvad vi er for en klub, og hvem vi er.
- Vi er 20 gutter, der alle arbejder på samme slagteri i Horsens
- Vi har netop startet en fodboldklub, som vi kalder for De Røde Slagtere
- Vi er frække som slagterhunde, men blide og venlige som kattekillinger
- For os er hygge og fællesskab langt vigtigere end at vinde alle kampe
- Vi spiller naturligvis i blodrødt, og det gælder både trøjer, shorts og strømper
Og her er resultatet:
Henrik Engedal om eget logo:
På mit eget logo har jeg prøvet at bruge nogle elementer fra slagter- og fodboldverdenen – men sat sammen, så det gerne skulle virke nogenlunde sammenhængende. Vi har slagterknivene, blodstænk, fodbolde – og så også slagterhatten og voksstemplet, som skaber lidt referencer til gamle dage og traditionerne fra slagterfaget.
Jeg har forsøgt at lave det på en måde, så det kan læses og ses selv i lille format på en fodboldtrøje. Logoer bliver jo ofte brugt i meget lille størrelse. Siden det er en klub med fokus på hygge og kammeratskab, så har jeg prøvet at lave udtrykket lidt mere sjovt end seriøst ved at bruge elementer, som læner sig lidt op ad tegneseriestilen.
Henrik Engedal om Al’s logo:
Jeg synes faktisk, det et meget fedt billede i sig selv. Det ville egne sig rigtig godt til trykket på en t-shirt. Det er et retro udtryk, hvor det er sjovt at se, hvordan hver enkelt spiller på holdet har fået hver sin personlighed. Det ligner meget godt en flok slagterdrenge.
Desværre er der for mange detaljer til, at det ville fungere som et logo. Det er mere et holdbillede. Og så er der vist også lige et par ben for lidt, når man tæller efter.
Teksten og tegnene rundt om er lidt forvirrende. Det er volapyk – selv det nederste på engelsk er stavet forkert. Jeg synes, det er tydeligt, at Al har prøvet at efterligne noget andet, men uden at hvert enkelt element i logoet dermed har en klar visuel rolle eller tanke bag. Det er Al’s svaghed. Så måske er der stadig et par års arbejde tilbage til mig, inden Al overtager den grafiske verden …
Læs også: Jyske klublogoer – hot eller not?