Menu

Få succes på internettet: Tænk eksternt, ikke internt

stor-menu

Dette er et eksempel på en menu, som er for stor. De inddelte kategorier hjælper til en vis grad, men ikke nok. Desuden er den valgte skrifttype også svær at læse.

Det sker ofte, at en kunde har nogle klare tanker for, hvad hans hjemmeside skal indeholde. Der er nogle bestemte ting i firmaet, som kunden mener er så vigtigt, at de skal have en fremtrædende plads i menuen eller på forsiden. Det er naturligt: Kunden ønsker at præsentere sit firma på den bedst mulige måde, men det kunden ofte glemmer er, at tænke eksternt i stedet for internt.

Hvad mener jeg med det? Jo, det du siger til dine ansatte er ikke nødvendigvis det samme som det du ville sige til dine kunder. Og det, du selv synes er vigtigt, er ikke altid særligt vigtigt for dine kunder. Lad mig komme med to eksempler:

Eksempel 1

DIG: Du har en hjemmeside med en masse spændende ting – det kunne f.eks. være en webshop. Og du vil gerne gøre besøgende på siden klar over alt det, du kan tilbyde dem. Derfor laver du en menu med 16 punkter, alle med en rullemenu til mange flere emner. På den måde tænker du, at din kunde nu har alle de muligheder han skal have for at finde, hvad han søger.

KUNDEN: Kunden ser din side, men bliver forvirret over alle punkterne i en sådan grad, at han nærmest bliver handlingslammet. Han kan ikke overskue siden og klikker lidt tilfældigt rundt, men opgiver så hurtigt og forlader siden. En gylden webregel siger nemlig, at vi højst kan overskue 7 menupunkter. Ellers mister vi overblikket.

Resultat: Kunderne på din side forsvinder hurtigt igen. Du tjener ingenting og kunderne vælger nok nogle lettere tilgængelige og mere overskuelige hjemmesider en anden gang.

Eksempel 2

Popups

Popup vinduer er noget, som man skal være meget forsigtig med, for det kan virke som en stor irritation for brugeren. Har man et popup vindue så gør det nemt at komme væk fra det, og indstil det gerne, så det kun bliver vist for den enkelte computer én gang hver uge eller måned.

DIG: Du har en hjemmeside med blog, nyheder og webshop. Du har en hel masse spændende ting på siden, som du gerne vil dele med resten af verden. Det er vigtigt for dig, at kunden kan se alle de fantastiske ting du har og skriver om. Derfor sørger du for, at man kan se flest mulige ting på forsiden.

Det gælder både dit firmas værdier, mission og vision, samt links til diverse hjemmesider, som du synes er interessante. Medarbejderne er vigtige for dig. Derfor er der et særskilt menupunkt som hedder “medarbejdere”, hvor man kan læse om hver enkelt medarbejder. Du synes, at det vigtigste er, at gøre opmærksom på de ting du sælger, fordi det er her du kan tjene penge. Derfor popper der, hver gang man går ind på siden, et popup vindue frem med ugens tilbud.

KUNDEN: Han kommer ind på din hjemmeside og vil skiftevis finde dine informationer relevante og irrelevante. Nogle ting er interessante og andre er ikke. Han vil synes det er irriterende, at han skal tage aktivt stilling til ugens tilbud hver eneste gang han går ind på din hjemmeside.

Resultat: Du har begået en klassisk fejl: Du har blandet intern og ekstern kommunikation. Det betyder, at din hjemmeside henvender sig for meget til dig selv og dine medarbejdere (internt), og for lidt til de besøgende som rent faktisk skal bruge hjemmesiden(eksternt). De besøgende vil derfor have følelsen af, at være kommet ind på et kontor, hvor de pænt kan sidde ovre i hjørnet og iagttage hvad der sker, i stedet for at de bliver taget imod med åbne arme som dagens hovedperson.

 

4 GODE RÅD: Sådan undgår du intern kommunikation på et eksternt medie

  1. Test, test, test! Spørg din mor, din ven eller andre, som ikke har noget forudgående kendskab til dit område om hvad deres oplevelse er på hjemmesiden. Husk at være åben for ændringer.
  2. Spørg dig selv: Hvad skal en besøgende bruge denne information til? Er det en kerneværdi eller skal den gemmes lidt mere af vejen, så kun særligt interesserede kan finde den? Vær hård og skær ned på ligegyldig information. Hvis du er i tvivl om noget er relevant, så er det nok ikke relevant!
  3. Less is more! Sørg for, at din side er visuelt overskuelig. Hav højst 7 menupunkter og sørg for at have så få underkategorier som muligt. Vores verden er fyldt med masser af informationer i forvejen, så gør det ikke sværere end nødvendigt.
  4. Visuelt heraki: Hvis alting er lige stort, har stærke farver eller blinker lige meget, så ser man intet af det. Hvis du derimod laver det vigtigste størst og tydeligst, så bliver det nemmere for brugeren at finde rundt på siden. Se i øvrigt dette absurde eksempel på hvordan man i hvert fald ikke skal gøre det(!): www.arngren.net
Henrik Engedal

Om Henrik Engedal

Henrik arbejder som grafisk designer og har en passion for det smukke, det sande og det skæve. Og han deler det gerne med dig! Har du spørgsmål eller brug for hjælp til et projekt, så kontakt ham. Klik her.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Du kan bruge disse HTML tags og egenskaber: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>