Vi har fået en grafisk designer til at vurdere et udvalg af jyske fodboldklubbers logoer.
(Bemærk artiklen er første gang trykt i DBU Jyllands magasin – Vinter 2023 udgaven. Artikeltekst af Bob Gisselmann, som også har leveret billederne af logoerne, som er blevet bedømt.)
Hvad er et pænt logo, og hvad er et mindre pænt logo? Det er i udgangspunktet en helt og aldeles subjektiv vurdering. For måske synes du, at et logo er flot, hvorimod jeg synes det modsatte er tilfældet. Derfor har vi bedt en ægte fagperson om at komme med sit besyv på, hvordan en stribe jyske fodboldklubbers logoer tager sig ud, altså rent grafisk.
Det har været et større arbejde at udvælge logoerne. For der er mange logoer og faktisk også ret mange anderledes og specielle logoer. Vores mission har på ingen måde været at udskamme bestemte klubbers logoer. Alt er lavet med en ægte kærlighed til det skønne og det uskønne.
De cirka 850 logoer er efter udvælgelsesprocessen skåret ned til 12. Ikke valgt ud fra skønhedsidealer, men derimod diversitet. Nogle nye, andre gamle. Nogle komplicerede, andre mere simple. De 12 logoer er valgt ud, fordi de skiller sig ud, og fordi det skulle være muligt for vores kilde at kunne sige noget interessant om dem hver især.
De 12 udvalgte jyske fodboldklubbers logoer bliver på de følgende sider vurderet af den grafiske designer, Henrik Engedal, der er indehaver af virksomheden www.engedal.it.
Her kommer Henrik Engedals vurderinger i tilfældig rækkefølge:
Hjallerup IF
De bruger samme billede som, man kender fra Hjallerup Marked. Det er meget iøjnefaldende, men man tænker ikke på sport, når man ser det. Det er en god ide med hesten. De har vist afviklet (heste)marked siden 1744, så det er noget, man er kendt for. Men den måde, som hesten er tegnet på, kunne med fordel være lidt mere voksen. Det er for tegneserie-agtigt og derfor lidt historieløst. Jeg ville selv føle mig lidt kastreret, hvis jeg skulle spille med det logo. Der er sikkert mindre piger i klubben, som synes, det er flot. Men som fodbold-logo er det ikke så heldigt, rent grafisk.
Hanstholm IF
Det er et rigtig flot logo. Der er noget karakter og symbolik med fyrtårnet. Det er ret gennemført og gennemtænkt. Det er en sjov ide med navnet i lyskeglen, selvom det er lidt svært at læse. Men så kan man jo se navnet i bunden. Logoet skiller sig ud på en god måde.
De forskellige elementer med bolden og laurbærbladene fungerer godt sammen. Det kunne også godt fungere i sort/ hvidt, hvilket er en fordel og giver lidt grafisk råderum. Jeg vil tro, det er en professionel, der har lavet det.
Bjerre Herred Fodbold
Det er rimelig vellykket. Det har de klassiske former. Det virker lidt som et ældre logo, selv om det er nyt. Det virker godt med de geografiske former, fremfor blot en bold eller noget. Det fungerer godt med nuancerne af den gule og blå farve. De komplementærfarver spiller godt sammen. Formen med det sorte bånd ser til gengæld lidt mærkelig ud. Det ser lidt unaturligt ud. Det ser ud som om, det er lidt for langt nede. Og så er jeg i tvivl om, det er den samme gule farve, der går igen. Jeg kunne også godt bruge lidt mere luft omkring landarealet. Men alt i alt et logo i den pænere ende.
Skibet IF
Det er et godt eksempel på et godt sammenhængende logo med en tydelig symbolik med vikingeskibet. Det har så mange detaljer, at det skiller sig ud, uden at blive svært at læse.
Med skibet fornemmer man noget karakter og historie. Det er rimelig harmonisk, rent visuelt. Stregerne går igen i tekst og illustration, og det fungerer godt som helhed. Det er ret godt lavet, synes jeg.
Tjæreborg IF
Det er et godt logo. Det kan bruges i meget lille størrelse, og det er let at genkende, selvom det er meget småt. Det er en kreativ måde at skrive TIF, og det er et plus. Men det ligner lidt et piktogram, og jeg får associationer til det kendte grønne Exit-skilt, så det mister lidt sin originalitet. Det virker moderne, men med teksten i bunden “1910” får man klubbens historie med. Alt i alt et godt logo.
Tønder SF
Det er et oldschool-logo. Lidt i stil med mange engelske klubber, fx Everton og Newcastle. På en måde minder det meget om Evertons. Det er positivt med den her gamle stil. Der er en god symbolik med Tønders byvåben. Tønder har ikke en havn, men det havde de tilbage i 1550, så logoet trækker tråde langt tilbage, og det er lige præcis, sådan man laver et logo. Det kan dog være svært at gennemskue i lille format. Jeg ville nok også justere det lidt, så det er hurtigere at afkode teksten, som ikke virker helt harmonisk. Den del kunne være tydeligere.
Billund IF
Der må jeg være ærlig og sige, at det ikke er et godt logo. Det er faktisk ret grimt. Det er positivt, at det er nemt at se i lille format. Men hvor er bogstavet F? Det mangler vel, når det hedder Billund IF. Jeg synes, l’et minder om noget information-agtigt, hvilket ikke rigtig giver mening her. Et logo må gerne være enkelt, men det er ikke gennemtænkt. Det er generelt set ikke i orden.
Fredericia FF
Det er et meget fedt logo. Det læner sig op ad byvåbnets grafik og trækker rødder til den royale forbindelse med fæstningsværkerne i byen. Med løven har de formået at gøre det anderledes.
Her er der luft om teksten. Det fungerer rigtig godt, modsat Tønder SF’s, hvor teksten var lidt for presset.
Starup UlF
De der piktogrammer i midten giver fornemmelse af, at der er flere idrætsgrene, hvilket jo er fint. Rent grafisk mangler der kontrast mellem det sorte og det grønne. Der er brugt to forskellige skrifttyper, hvilket er helt godnat. Det er meget tydeligt på U’et. Det virker sjusket og klodset med ottekanterne, kontra de runde former. Det her logo fungerer ikke godt.
Ikast FC
Det er en ok fin nyfortolkning fra 2018, som jeg forstår det. Begge de tidligere klubber har haft trekanter i logoet. Og så er det meget godt tænkt at slå dem sammen i en ny grafik. Det er let at genkende, og fonten passer godt med grafikken. Ved første øjekast ligner det kunst fra en rundkørsel, uden at det skal tolkes som noget negativt. Den knækkede spids i toppen, tolker jeg som tilblivelsen af FC Midtjylland.
Fun-fact: Det vækker minder for mig, da min første stadionoplevelse til en Superligakamp var mellem Ikast FC og Silkeborg IF, blandt andet med to mål af Keld Bordinggaard og et rødt kort til Ove Hansen.
Sædding-Guldager IF
Det er lidt kedeligt rent visuelt. Det irriterer mit øje, at “GI” glider ind det røde, grafiske område. Kontrasten er lidt dårlig. Det kunne være løst med fx en lysere rød. Det rammer lidt skævt. Jeg forstår ikke symbolikken med de tre bolde, eller hvad det er. Man kunne måske fjerne teksten med “fodbold”. Logoet skiller sig ud, men jeg kan ikke rigtig se, hvad det skal betyde. Det forekommer mig uharmonisk.
IF Lyseng
Det er et fint og moderne logo. Det har nogle pæne streger og former med ræven. Man kan sige, at det virker moderne, hvilket klubben også er med 1970. Hvis man fx sammenligner med hesten fra Hjallerup IF’s logo, så er det her mere cool og favner bredere på tværs af aldersgrupper. Stregerne og skrifttypen passer godt sammen. Det er enkelt og moderne, næsten kunstnerisk. Det er et godt logo.
Bonus-vurdering: DBU Jylland
Mens vi havde fat i den kompetente grafiske designer, kunne vi ikke dy os for at høre, hvad han synes om vores eget logo. Så mens han var i røret, fik han ekstraopgaven med at vurdere DBU Jyllands logo. Den anskuelse kommer et oprids af her:
Selve DBU’s logo, synes jeg, fungerer rigtig godt. Der er noget charme og noget historie. Der er nogle sjove detaljer. Den måde selve “DBU” er skrevet på i midten, det virker gammelt, men det taler sammen med at forbundet er fra 1889. Det vil også fungere godt i sort/hvid, ligesom det er let at genkende både i stort og lille. Det skiller sig ud. Men det med at der står DBU Jylland nedenunder. Det virker ikke særlig godt. Det virker som to adskilte ting. Det virker som en underafdeling af DBU. Som helhed passer teksten slet ikke til logoet. Hvis tanken er at symbolisere en helhed, så kunne man fx have lavet det som en cirkel.
Fun-fact: DBU’s logo er tegnet af arkitekt og formgiver Thorvald Bindesbøl, som var en af Skagensmalerne. I første omgang udelod designeren d’et i ordet “boldspil’; da nye tendenser spredte sig fra vores norske naboer, hvor de skrev tingene, som de blev sagt. Bogstavet ville DBU dog ikke undvære, så Thorvald Bindesbøl måtte bringe d’et i spil alligevel. Derfor har det fået den lidt aparte placering, som tilfældet er.
Thorvald Bindesbøl tegnede i øvrigt også logoet til Danmarks første fodboldklub, Kjøbenhavns Boldklub, som ofte blot bliver kaldt KB. Også i dette logo er der pyntet med krummelurer- eller blomstertegninger. Desuden har han også tegnet Carlsbergs logo.