Menu

Forstå meningen bag klublogoerne i årets CL-kvartfinaler

Ved du hvorfor AS Roma har en ammende ulv på klubbens logo? Eller hvorfor Manchester City har en rød rose i deres logo? Og hvad betyder Bayern Münchens blå-hvide tern? Få svarene her.

Jeg er fascineret af logoer, og jeg er fascineret af fodbold. Derfor synes jeg, at det kunne være sjovt at se på historien bag klubbernes logoer ved dette års Champions League-kvartfinaler. Og der er meget sjov info at hente her!

Real Madrid CF

Grundlagt i 1902. Det mest bemærkelsesværdige ved Real Madrids logo er kongekronen øverst på logoet. Men det var faktisk først i 1920, at kongekronen kom på logoet. Da gav ​den spanske konge Alfonso d. 13. nemlig klubben lov til at kalde sige “Kongelig” eller på spansk “Real”. Det er ikke den eneste spanske fodboldklub, som fik lov til det. Fx har Real Club Celta de Vigo, Real Club Deportivo de La Coruña, Real Club Deportivo Español og Real Sociedad de Fútbol også Real i navnet.

Det foregik rent praktisk sådan, at man gjorde kongen til ærespræsident i klubben. Hvis han accepterede det, ville han som tak acceptere, at man kunne tilføje kronen i logoet og ‘Real’ til klubnavnet. Real Madrid fjernede dog både navn og krone mellem 1931-39, da Spanien var en midlertidig republik. I den periode tilføjede man i stedet for et lilla banner på logoet, som symboliserede Kastilien, som er den centrale region i Spanien, hvor Madrid ligger. Dette er senere blevet udskiftet med det nuværende blå banner.

FC Barcelona

Grundlagt i 1899. FC Barcelonas logo har ændret sig meget lidt, hvis man ser bort fra den store ændring, der skete i 1910. Og sjovt nok blev logoet faktisk lavet af en af klubbens egne spillere! Det var den medicinstuderende kunstner​ Carles Comamala, som vandt konkurrencen om det nye logo. Han fjernede krone, flagermus, palmegren og laurbærgren.

Til gengæld blev dét, som ligner det engelske flag, tilføjet. Men det er ikke det engelske flag. Det er derimod en henvisning til den mytiske legende om Sankt Georg. Historien er meget kort, at en drage terroriserede en catalansk landsby og åd alle dyrene på markerne. For at mildne dragens vrede, besluttede man ved lodtrækning at ofre en person til dragen hver dag for at vise god vilje. Det gjorde man indtil kongens datter blev udtrukket til at være den næste, der skulle ofres. Lige inden dragen skulle til at sluge kongedatteren, trådte den modige ridder Georg (spansk=Jordi) på scenen, og han spiddede dragen med en lance. Fra blodet, der flød ud af dragen, kom der en busk af røde roser. Siden dengang har man givet sin elskede en rød rose. Og Sankt Jordi blev et symbol på den catalanske identitet.

De rød-gule farver er også et symbol for Catalonien. Til gengæld hersker der tvivl om, hvorfor de kendte rød-blå (blaugrana) striber kom. Det mest sandsynlige er nok, at schweizeren Hans Gamper, som grundlagde klubben og var præsident 5 gange mellem 1908-25, kopierede farverne fra sin tidligere klub FC Basel.

Liverpool FC

Liverpools FC’s første logo bestod af to skarver, som er byens vartegn. Derudover havde havnebyen også to mytologiske guder: den romerske Neptun, som er havets Gud, og den græske Gud Triton, som er kendt som havets budbringer. De to guder forsvandt dog i slutningen af 40’erne, hvor klubben fik et alternativt våbenskjold, som blev brugt på kampprogrammer og lignende. Dette våbenskjold ligner med de to bolde i hver side mistænkeligt meget den evige rival Manchester Uniteds logo, som dog på dette tidspunkt havde et helt andet udseende. I 1950 skiftede man for første gang til et mere “rent” design med en skarv i midten af logoet. Det var i øvrigt det første logo, som kom på spillertrøjen.

Siden da er logoet skiftet mellem minimalistiske og mere detaljerede udgaver. Og i denne sæson, hvor Liverpool fejrer 125-årsjubilæum, har man tilføjet årstallene til en særlig udgave af logoet, som vil blive brugt i denne sæson og den næste.

FC Bayern München

FC Bayern Münchens logo har ændret sig en del gennem tiderne. Indtil 1954 var det et lettere abstrakt logo. I 1923 kom et logo, hvor M’et lignede bjerge, hvilket passer fint med det bjergrige Sydtyskland. Det var først i 1961, at klubben begyndte at bruge det karakteristiske blå-hvide mønster i midten af logoet, som vi kender det i dag (der er lidt usikkerhed om årstallet, se lidt flere udgaver her). Mønsteret er fra regionen Bayern og viser således tilhørsforholdet til denne del af Tyskland. Siden 1961 har logoet nogenlunde haft samme udseende. Dog har den rødlige cirkel rundt om logoet skiftet nuance til den lyserøde nuance, som det har i dag.

Klubben havde i begyndelsen stor indflydelse fra jøder. Således blev klubben tysk mester i 1932 med en jødisk præsident, en jødisk træner og en jødisk sportsdirektør. Men kort tid efter, under den nazistiske periode i Tyskland, blev de alle tre tvunget til at forlade klubben. Som et naturligt resultat deraf mistede klubben både mange medlemmer og havde begrænset sportslig succes. Og logoet blev ændret og fik et grimt hagekors. Et trist kapitel i Bayern Münchens klubhistorie, som de dog selvfølgelig ikke selv var herrer over. I øvrigt et kapitel, som klubben af forskellige grunde ikke har talt så meget om indtil 2010, hvor bogen ‘Der FC Bayern und seine Juden’ udkom og satte fokus på denne del af klubbens historie.

Manchester City

I de første 70 år af klubbens historie brugte man Manchesters våbenskjold for at vise, at man repræsenterede byen. Det var først i 1965, at klubben fik et nyt logo, som meget ligner det nuværende logo med det gule skib, som symboliserer den kendte 58 km lange Manchester Ship Canal. Og man ser også den røde Lancaster rose, som henviser til de såkaldte Rosekrige fra 1455-1487, som var en kamp om kongemagten i England. Man brugte den røde rose til at vise sin støtte til Lancaster-huset og en hvid rose til at vise sin støtte til York-huset (se mere om det her).

Guardiolas kommende mesterhold fra Manchester City har ikke ændret på deres logo så mange gange i historien. Men fra 1997-2016 brugte klubben dog et logo, som skiller sig meget ud fra tidligere logoer. Det modtog også stor kritik fra fansene og blev efter et samarbejde med netop fansene for nogle år siden udskiftet til et logo, som ligner tidligere tiders logo mere.

AS Roma

Det første man ser i AS Romas logo, er det mærkelige billede af et dyr (som er en ulv) med to små børn nedenunder, som den ammer. Den legendariske historie er således: Tvillingerne Romulus og Remus blev anbragt i en kurv i Tiberen og drev i land ved foden af Palatinerhøjen. Her tiltrak de skrigende spædbørn sig opmærksomhed fra en hyrde, der reddede dem fra døden. Herefter blev de ammet af en ulvinde. Drengene voksede op og besluttede sig for at grundlægge en by. Dette medførte dog en bitter strid om byens navn imellem dem. Remus foreslog Aventinerhøjen og navnet Rema, mens Romulus ville, at det skulle være Palertinerhøjen og navnet Roma. Det kom de op at skændes om, og det endte med, at Remus blev dræbt og Romulus herefter blev den første konge og grundlægger Roma i 753 f. Kr. Fra denne dato begynder den romerske tidsregning. Palazzo dei Conservatori på Campidoglio huser statuen Lupa Capitolina med ulvinden og tvillingerne. Statuen er udført i bronze fra det 6. århundrede f. Kr.

Sevilla FC

Det nuværende logo bygger på Pablo Rodríguez Blancos udgave fra 1922, hvor han inddelte logoet i tre dele. Det mest bemærkelsesværdige i spanske Sevilla FC’s logo er de fine herrer, der sidder i øverste venstre hjørne. Det er fra byen Sevillas våbenskjold, og det forestiller de tre kristne helgener Isidor af Sevilla, Ferdinand d. III af Kastilien og Leandro af Sevilla. Til højre ser man SFC, som blev brugt som den vigtigste del af logoet indtil 1922. Der er til gengæld usikkerhed og flere teorier om de rød-hvide striber. Den mest nærliggende og sandsynlige er dog den simple, at det simpelthen var fra 1922, at klubben officielt valgte, at ville spille i disse farver. En alternativ teori går ud på, at den føromtalte helgen Ferdinand d. III bar disse farver på hans flag, da han i 1248 generobrede Sevilla fra muslimerne.

Juventus FC

Den mest succesfulde og måske også mest populære italienske klub har i dag et af de mest minimalistiske logoer, man kan forestille sig. Jeg synes personligt, at det er en mindre skandale, at klubben i 2017 skiftede logo ud med det nuværende. Og jeg tror (og håber) ikke, at klubben vil beholde det længe, da der også har været mange fan-protester efter det blev offentliggjort.

Men klubbens karakteristiske sort-hvide farver, som går igen på logoet, har en sjov historie: Englænderen og tekstilforhandleren John Savage, som havde sin forretning i Torino, var klubbens første udenlandske spiller. I 1903 spillede klubben i sorte shorts, lyserød trøje og sort slips(!). Savage foreslog at spille i trøjer, som så lige sådan ud som engelske Nottingham Forests røde trøjer. Det blev accepteret, og Savage sendte en af de mest brugte lyserøde trøjer og sorte shorts til England, for at de nye spillertrøjer kunne blive fremstillet dér. Men folkene i det engelske firma troede, at trøjen var en gammel, misfarvet hvid trøje, og derfor lavede de et spillersæt, som lignede byens andet hold: Notts County. Notts County spillede netop i trøjer med lodrette sort og hvide striber. I Torino var Juventus overraskede over de anderledes farver, men valgte alligevel at bruge dem, da sæsonstarten var tæt på.

På klubbens første logo, som kom i 1905, var der derfor med sort-hvide striber og desuden også et citat fra Paulus – den kendte kristne teolog og forfatter af store dele af det Nye Testamente i Bibelen. Han skulle have sagt: “Non coronabitur nisi qui legitimecertaverit”, som betyder noget i retning af: “Han som ikke spiller efter reglerne, modtager ikke kronen”. Klubben valgte i 1921 en zebra som det dyr, der skulle repræsentere klubben. Zebraen forsvandt dog allerede i 1931, men fik et stærkt comeback i 1979, da den fik lov at være hele logoet. I 1990 blev zebraen igen til en tyr, mens den i dag – ligesom det meste andet i logoet – er helt væk.


Inspireret? Så del artiklen:
Henrik Engedal

Om Henrik Engedal

Henrik arbejder som grafisk designer og har en passion for det smukke, det sande og det skæve. Og han deler det gerne med dig!Har du spørgsmål eller brug for hjælp til et projekt, så kontakt ham. Klik her.

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    Du kan bruge disse HTML tags og egenskaber: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.